Sikring af bygherrens rettigheder

Entrepriseretten reguleres af flere regel- og vilkårssæt. Der findes ikke en egentlig "entrepriselov", hvilket gør byggeri kompliceret juridisk set.

De typiske standardvilkår for byggeri er AB92 (Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed) eller AB-Forbruger (Almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere), ABT93 (Almindelige Betingelser for Totalentreprise), og ABR89 (Almindelige Betingelser for teknisk Rådgivning og bistand). Disse gælder kun, hvis det er aftalt for den konkrete entreprise. Derudover er der en del standardforbehold fra de forskellige brancheorganisationer, fx fra Entreprenørforeningen, BYG (Byggeriets Arbejdsgivere) m.fl. Forbeholdene er kun gældende, hvis bygherren accepterer dem.

Betingelserne er ikke dækkende for alle de regler og vilkår, der gælder inden for entrepriseretten, og man bør derfor altid sætte sig ind i præcist hvilke vilkår, der er aftalt for den enkelte entreprise.

Bygherren og håndværkeren underskriver som regel en entreprisekontrakt. Det må altid anbefales den private bygherre at anvende AB92 eller AB-Forbruger som grundlag for en kontrakt. Aftalesættene sikrer, at entreprisens parter, bygherren, der er kunden, og håndværkeren, der er leverandøren, præcist aftaler, hvad arbejdet går ud på og hvilke forpligtelser, hver især skal opfylde. Aftalesættene har fx bestemmelser om leverancer, udbetalinger, fejl og mangler, økonomisk sikkerhed m.m. Aftalen er altså gensidig og til fordel for både bygherre og håndværker. Man bør som privat bygherre derfor så vidt muligt holde sig til standardformuleringerne i aftalesættene.

Læs mere under hvilken entrepriseform skal man vælge?

Det tilsvarende aftalegrundlag for aftaler mellem bygherre og rådgiver er ABR89.

Læs mere under kontrakt med rådgivere