Forfald-pr-år

En særregel i skattelovgivningen giver ejere af fredede bygninger mulighed for at fratrække de faktiske istandsættelsesudgifter (både vedligehold og forbedringer) på ejendommen, uanset om ejendommen anvendes til privat eller til erhvervsmæssigt formål.

Reglen gælder kun for udgifter til selve den fredede bygning og ikke for omgivelserne (have, gårdsplads m.m.), med mindre disse er fredede.

Udgifterne til istandsættelse kan således fratrækkes inden for et fast årligt rammebeløb. Reglen kaldes forfald-pr-år og administreres af BYFO (Bygnings Frednings Foreningen). De enkelte bygningsdele opgøres med den forventede levetid og den i forhold hertil beregnede istandsættelsesudgift pr. år.

Det er en betingelse for fradrag efter forfald-pr-år-ordningen, at ejeren af den fredede bygning hvert år oplyser BYFO om det forbrugte istandsættelsesbeløb. BYFO indberetter herefter beløbet til Skat. Man skal derfor altid henvende sig til BYFO for at få efterregnet fradraget. Skatteværdien af forfald-pr-år-fradraget er for tiden ca. 30 % - faldende gradvist til 25 % i 2019.

Ikke opbrugte, beregnede istandsættelsesudgifter for et indkomstår kan overføres til næste indkomstår, dog ikke til en ny ejer. Er de faktisk afholdte istandsættelsesudgifter større end det årlige fradragsbeløb (forfald pr. år), kan underskuddet fremføres til fradrag i følgende år.

Ring på 45 57 12 22 eller læs mere om ordningen på www.byfo.dk